FN Byen

FN Byen ved daggry

Aluminium indgår i trækplaster og kæmpe kontordomicil

København er blevet en attraktion rigere i form af det nye kontordomicil for syv forskellige FN-organisationer, der opføres ved hovedstadens havnefront. Der skal arbejde ca. 1200 ansatte i bygningen, hvilket gør den til det 6.-største FN-kontor i verden – kun overgået af byer som New York, Geneve, Rom, Wien og Paris.

 

En stor, hvid stjerne... Det er den form, de prisvindende arkitekter fra 3XN har givet den nye FN-by i København. Der er generelt tænkt atypisk i forbindelse med byggeriet af FN’s nye hovedkvarter på Marmormolen, hvor man i det stjerneformede design har ønsket at opføre en bygning, der klart og ikonisk markerer FN’s værdier og autoritet.

 

Det er blandt andet gennem en samlende midte i huset, hvor alle fælles funktioner er organiseret. Åbenhed på alle niveauer. En form, der udtrykker en organisation, hvor effektivitet og professionalisme i de enkelte områder er samlet under det fælles værdisæt 'Delivering as one'.

 

Hovedentreprise i to etaper

Det var E Pihl og søn, der i 2010 vandt udbudsrunden på etape 1 som totalentreprenør og dermed blev valgt til at omsætte 3XN’s ideer og arkitektur i praksis – og i et usædvanligt byggeri.

E Pihl og søn har siden arbejdet på etape 1 og sidenhen også vundet etape 2 og leveret et meget flot resultat.

 

Aluminium på facaden

Aluminium er i dag en naturlig del af bygningsfacader med FN Byen som et ultimativt eksempel: Der er næsten ikke én centimeter af facaden, der ikke er dækket af aluminium. Et centralt element i udtrykket, der har været en grundlæggende tanke hos 3XN helt fra idéfasen. Det har været tanken at gøre bygningens solafskærmning til facaden og samtidig varemærke for bygningen.

 

'Høje krav til bl.a. levetid, vægt samt frihed til formmæssig bearbejdning gjorde aluminium til et oplagt materialevalg til kontorfacaderne og solafskærmningen på FN Byen. Den endelige udformning af skodder og beslag er resultatet af et intensivt samarbejde med Viking Markise og Pihl & Søn og illustrerer både styrken i den bukkede geometri samtidig med at facaden gives dybde og variation.

 

Ind- og udkik og solafskærmningens centrale rolle i forhold til bygningens lave energiforbrug var blandt parametrene for fastlæggelse af skoddernes perforeringsgrad og – mønster. 1:1 -prøver monteret på byggepladsens facade-mock up var et vigtigt værktøj i denne proces og sikrede at solafskærmningen lever op til både de funktionelle og æstetiske krav der på forhånd var fremsat til FN Byen.' Søren Nersting, Arkitekt hos 3XN

 

Ekstremt energivenlig

Det forventes, at FN Byen bliver en af de mest energivenlige bygninger i Danmark, da det opføres som et energiklasse 1-hus. Det er betegnelsen for klimarigtige bygninger, der bruger mindre end 50 kWh pr. kvm.

 

Allerede prisvinder

Huset blev allerede i 2012 tildelt den prestigefyldte EU-pris 'Green Building Award for New Buildings'. Det er samtidig registreret til at modtage den internationale bæredygtighedscertificering LEED’s guld-status for sit arbejde med vandforbrug, klima og energi. Således er der også gjort en række tiltag til at mindske forbruget. Bl.a. er store dele af taget dækket med solceller til at dække bygningens forbrug af elektricitet. Kølningen af bygningen foregår ved hjælp af solafskærmningen og havvand. Og der opsamles regnvand, der bruges i toiletterne.

 

Fra ide til vindtunnel og et færdigt koncept

Alumeco´s kunde Viking Markiser vandt fagentreprisen på bygningens solafskærmning og gik straks i gang med at udvikle forskellige muligheder, der levede op til arkitektens ønsker og bygherrens krav. Der var til skodder først tiltænkt en rammekonstruktion med en perforeret plade. Efter diverse test faldt valget på en meget kompliceret pladebukkeløsning med hele 14 buk i hvert skodde og en nøje udvalgt legering og tilstand. Denne løsning var med til at give den fornødne styrke, så de kunne gennemgå en vellykket test i Velux’ Vindtunnel i Jylland.

 

'En opgave med udviklingen af nydesignet u afprøvet skoddesystem i denne størrelse og med den kompleksitet stiller store krav for alle aktører. Krav som ikke typisk ligger inden for almindelige rammer for byggeri/udvikling herunder køb og salg af varer efter almindelige salgsbetingelser. Bare det at udviklingsdelen har været undervejs i over 1 år fortæller om et kompliceret forehavende.

Essentielt for dette er samarbejde og forståelse for projektet, aktørerne, processen og slutproduktet. Hertil har ALUMECO vist sig yderst kompetente og strukket sig langt for at finde den optimale løsning for tilfredsstille bygherre, totalintreprenør og dermed os VIKING MARKISER.

Viking Markiser har værdsat det åbne og ærlige samarbejde hvor især muligheder og begrænsninger er håndteret meget professionelt. De bump og stød der har været på vejen er i fællesskab blevet løst og med det formål at kunne levere et komplet system til glæde for bygherre og tilmed rettidigt. ' Frank Prinds, projektleder hos Viking Markiser A/S.

 

Syv underleverandører – samlet hos Alumeco

Hos Viking markiser lagde man meget vægt på at samle så mange processer som muligt hos én leverandør. Målet var at undgå tvists og uoverensstemmelser mellem forskellige parter. Den rolle, som samlende leverandør, har Alumeco stor erfaring med at spille – med ansvar for hele den krævende værdikæde. I denne sammenhæng betød det konkret, at Alumeco indgik aftaler med italienske og finske leverandører om bearbejdede og ekstruderede profiler samt et Belgisk værk der valsede coils, der efterfølgende blev bearbejdet i Tyskland og Sverige inden en afsluttende overfladebehandling skete i Danmark.

 

'Projektet giver os mulighed for at vise, at vi med vores rådgivning omkring profil ekstrudering, valsede produkter, bearbejdning og overfladebehandling, er langt mere end blot en aluminiumleverandør. Vi er opmærksomme på alle trin – fra produktionen?af materialer i Belgien, Italien, Tyskland, Finland, Sverige og Danmark, til det færdige produkt i et større logistisk sammenhæng. Og for det andet er vi glade for at være med i et internationalt byggeprojekt, der permanent vil forme Københavns ansigt mange år frem' Christian Pilgaard, projektansvarlig hos Alumeco A/S

 

Attraktiv men krævende placering

En af de store udfordringer var at finde en passende overfladebehandling, der tilgodeså den valgte placering direkte ud til Københavns havn og den påvirkning, det ville betyde for materialet med en perforeret overflade.

Undervejs blev der testet med forskellige mekaniske løsninger og lakeringstyper og efter en 1000 timers test foretaget hos FEM-instituttet i Tyskland, valgte man en løsning, hvor man efter GSB-forskrifter anodiserede emnerne som forbehandling og efterfølgende lakerede disse med en toplak. Dette setup gav en ekstra logistisk opgave, da emnerne skulle slutbehandles maksimalt 48 timer efter endt anodisering, da overfladen på aluminiumet først blev lukket ved slutlakeringen.

 

Tværfagligt samarbejde

Samarbejdet på tværs af både bygherre, 3XN, E Pihl og søn og Viking markiser har været afgørende for slutresultatet. Løbende opfølgninger på processerne samt afholdte audits i både Danmark og Tyskland sikrede et godt produktionsforløb.

 

 

  • FN Byen
  • FN Byen
  • FN Byen
  • FN Byen
Facts - Alumeco har leveret følgende:
  • 9.200 stk. skodder
  • 2.080 stk. speciel skodder og skørter
  • 28.750 Stk. ekstruderet og bearbejdet beslag
  • 8.220 m ekstruderet profiler til skinne/ophængs system
  • 671 ekstruderet profiler til skinne/ophængs system som speciel dele