Metalprisnyheder - Juni
Efter mere end 3 måneders krig har USA og Iran underskrevet en fredsaftale. Men det er for tidligt at sige, om aftalen kommer til at holde, og hvor længe markederne er om at komme ud af kriseberedskabet.
Makroøkonomiske udviklinger
Nyheden om fredsaftalen kom mandag morgen, men aftalen skal først formelt underskrives fredag. Udsigten til fred fik dog alligevel et lettelsens suk til at gå gennem verdensmarkedet: Olieprisen faldt, aluminiumprisen faldt og alle andre metaller steg i forhåbning om, at en større økonomisk krise nu er afværget.
Vi har dog stadig til gode at se, hvordan markederne reagerer på længere sigt. Krigen har allerede fået inflationen til at stige i Kina, USA og Europa, hvilket har sat længerevarende spor i økonomierne. I sidste uge reagerede Den Europæiske Centralbank ved at hæve renten til 2,25 %, og den amerikanske centralbank FED har møde i dag (onsdag). I lyset af fredsaftalen forventer man dog, at FED holder renten i ro.
Aluminium
Hen over weekenden faldt aluminiumprisen cirka 2 % til 3.453 USD/ton, og siden er den faldet en smule mere. Men aluminiummarkederne har været tilbageholdende med den helt store reaktion på fredsaftalen. Aluminiumproduktionen er direkte ramt af krigen, og det kræver mere tid at få overblik over, hvor store skaderne er, og hvornår produktionen kan være oppe på fuld kapacitet igen – forudsat at fredsaftalen er langtidsholdbar.
Kobber
Kobberproduktionen har ikke været direkte berørt af krigen, men udsigten til en energikrise og stigende inflation har fået kobberprisen til at stige under krigen.
Samtidig kom krigen på et tidspunkt, hvor kobberprisen allerede lå i et meget højt niveau. Omkring jul så vi, at kobberprisen fløj i vejret, selvom lagrene var historisk høje, og der var stabilitet i markedet.
Det usædvanlige sammenfald af højt udbud og høj pris skyldes, at USA (COMEX) har købt voldsomt ind til lager de seneste år for at polstre sig inden Donald Trumps lovede importtold på kobber. Grafen nedenfor viser, at COMEX har drevet den markante stigning i de globale kobberlagre:
Om tolden i sidste ende bliver til noget – og i hvilken form – får vi formentlig svar på i slutningen af juni. Med det høje prisniveau i øjeblikket bør kobbermarkedet kunne absorbere lidt af hvert uden yderligere prisstigninger - men omvendt ser vi jævnligt, at markederne bevæger sig modsat al logik.
Rustfrit stål
Den nye safeguard-kvote er på plads, og samtidig har markedet efterhånden fundet balancen igen, efter CBAM trådte i kraft 1. januar. Derfor ser vi optimisme i markedet, øget aktivitet og gode tegn for fremtiden.
Det kommer oven på et 2025, hvor værkerne havde svært ved at tjene deres omkostninger ind igen, og hvor efterspørgslen i markedet var meget lav. Derfor er en stabilisering tiltrængt, og 2026 tegner til at ramme en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Der er generelt bedre aktivitet i markedet, og vi forventer at se yderligere stabilitet og derfor også fortsat stigende priser i Q3 og Q4.
Plader
Endelig er der afklaring om den nye safeguard-kvote, som træder i kraft 1. juli. Som forventet bliver importkvoten næsten halveret, og tolden på import ud over kvoten ender på 50 %. Kommissionen har samtidig mulighed for senere hen at udvide kvoten til også at gælde rør og andre stålprodukter.
På de syrefaste kvaliteter (4404 / 316L) ser vi samtidig ind i stigende legeringstillæg, fordi molybdænprisen stiger i øjeblikket.
Der er stadig længere leveringstid på nogle produkter, men i det store hele ser vi en bedring i markedet.
Nikkel
Nikkelprisen er steget, blandt andet fordi Indonesien ser ud til at ville flytte kontrollen med landets store nikkelproduktion til en central myndighed under staten. Der er dog ikke udsigt til, at vi kommer til at mangle nikkel i nogen overskuelig fremtid.
Samlet set ser det ud til, at prisstigningerne lige nu primært er drevet af spekulation, som måske snart går i sig selv.