Metalprisnyheder - april 2024

Metalprisnyheder april 2024

Stærke økonomiske nøgletal, tørke og sanktioner påvirker råvarepriserne lige nu.

På aluminium og kobber har den seneste måned budt på prisstigninger på ca. 10%, men er priserne for høje?

Disclaimer

Makroøkonomiske faktorer

USA

Endnu engang overrasker den amerikanske økonomi. I marts steg inflationen fra 3,2% til 3,5%, og derfor har det finansielle marked igen nedjusteret det forventede antal rentesænkninger fra den amerikanske centralbank.

I starten af året forventede man 4 rentesænkninger i løbet af 2024, i marts nedjusterede man forventningen til 3, og nu er vi helt nede på 2, hvoraf den første forventes til september.

Mellemøsten

I weekenden har der været konfrontationer imellem Israel og Iran. Konfrontationerne har haft begrænset effekt på de finansielle markeder, og det ser ikke ud til, at parterne ønsker at eskalere konflikten.

Metalpriser - april 2024

Kobber

Kobber har fortsat stigningen fra marts. Som vi skrev om i sidste måned, skyldes det dels, at de kinesiske værker har begrænset produktionen, og dels lageropbygningen i Kina.

Spørgsmålet er så, om der egentlig er noget unormalt i, at lagrene stiger. Denne graf viser de kinesiske lagerbeholdninger fra de seneste 8 år:

SFE Copper Stocks

Derfor kan man spekulere på, om prisen er for høj lige nu.

I 2021 og 2022 har vi set højere priser end nu, helt oppe på 10.800 USD/ton, men der er ikke konsensus på markedet om, at vi skal derop igen. I Alumeco mener vi, at prisen virker meget høj lige nu.

Copper Price 2020 2024

Aluminium

Hvor kobber har været på vej opad i flere måneder, har aluminium ligget mere stabilt. Men de seneste to uger er aluminiumprisen også begyndt at stige.

Der er især 2 årsager til den stigende aluminiumpris:

  1. Aluminiumværkerne i Yunnan-provinsen i Kina er blevet bedt om at reducere produktionen, fordi der er tørke. Elektriciteten i området kommer fra vandkraftværker, så i tørkeperioder må værkerne spare på forbruget, så befolkningen har tilstrækkelig elektricitet.

  2. USA og Storbritannien indførte i fredags nye sanktioner på russisk aluminium, kobber og nikkel.
    De nye sanktioner forbyder russisk metal, produceret efter d. 13. april 2024, på vestlige metalbørser som LME (London Metal Exchange) og CME (Chicago Mercantile Exchange).

Aluminiumsprisen er lige nu høj, men ikke uhørt. På grafen ses store prisstigninger i 2021 (COVID-19) og 2022 (Ruslands invasion af Ukraine).

Ligesom på kobber mener vi i Alumeco, at prisen bør begynde at falde, hvis der ikke sker noget nyt, som retfærdiggør den høje pris.

Aluminium Price 2020 2024

Rustfrit stål

Plader

Vi har ventet en stigning på plader i mange måneder efterhånden, og nu ser vi en blød kurve opad. Men det er stadig strejkerne i Finland og Spanien, der har drevet prisen op, og ikke en stigende basispris fra værkerne selv.

Derfor er der stadig en skævhed i markedet, hvor værkerne ikke får nok penge for deres produkter.

Strejken i Finland er slut, men Outokumpu var en af mange virksomheder, som blev ramt på sin distribution og produktion. Derfor har værket en stor mængde ophobede ordrer, som nu skal ekspederes.

I Spanien kører strejken lige nu på tredje måned. Dialogen mellem parterne er konfliktfyldt, men et møde i dag, 17. april, skulle gerne give mere afklaring. Man håber på, at situationen køler ned mod slutningen af maj.

Strejken i Spanien påvirker leveringstiden i hele Europa, så den lige nu snuser til Q3.

Stangstål

På stangstål sker der ikke meget i øjeblikket. Produktionen ligger fornuftigt, og der er hverken udsigt til den store op- eller nedgang i markedet.

Nikkel

Som forventet har nikkel ligget nogenlunde stabilt den seneste måned, så legeringstillæget fortsætter den svage stigning fra marts.

Det er svært at spå om, hvad vi kan forvente af nikkel i fremtiden. Men lige nu ser den ud til at holde sig mellem 16.ooo og 18.000 USD/ton, også selvom de nye sanktioner fra USA og Storbritannien også gælder nikkel.