Møbeldesign af aluminiumspåner med blik for bæredygtig nytænkning

Møbeldesign af genbrugte aluminiumspåner

Til Snedkernes Efterårsudstilling 2019 fremviser en række danske designere deres nyskabende og eksperimenterende bud på fremtidens møbeldesign. Udstillingens tema tager udgangspunkt i et genanvendelsesperspektiv såvel tanke- som materialemæssigt, og udfordrer med overskriften Re-think, Re-use, Re-duce, den måde vi tænker på møbeldesign i en virkelighed, hvor cirkulær økonomi og bæredygtighed kun bliver mere relevant dag for dag. 

James Stoklund og Sine Ringgaard fremviser som gæsteudstillere på årets udstilling deres tankebrydende bordkonstruktion 63, der via direkte genanvendelse af aluminiumspåner, tager idéen om cirkulær bevidst materialeanvendelse i møbeldesign til nye, bæredygtige højder.   

Aluminiumspåner i fast struktur  

James Stoklund og Sine Ringgaard har i forbindelse med udstillingens bæredygtige fokus taget udgangspunkt i genanvendelsesprocesserne hos Alumeco. Under bearbejdning af aluminiumprodukter, for eksempel savning og andre spåntagende processer, dannes der restaffald, der blandt andet har form af spåner.  

Disse spåner bliver hos Alumeco grundigt sorteret efter legeringstype og presset sammen til klodser. Den komprimerede massefylde i klodserne gør det muligt at fragte større mængder materiale ad gangen, og derved sænkes energiforbruget under transport.  

Aluminiumspåner
Aluminiumskrot

Efter spånerne er presset til klodser, sendes de til omsmeltning, hvorved aluminiummet kan genanvendes på ny. Når aluminium genanvendes, undgås det energitunge forløb med udvinding af bauxit samt efterfølgende raffinering og elektrolyse. Det betyder, at energiforbruget ved genanvendelse af aluminium er ca. 95 % lavere, end når aluminium udvindes fra bauxit.  

Da aluminiummets egenskaber kan genskabes efter omsmeltning, er det rå aluminium særdeles velegnet til at blive genanvendt utallige gange. 

Produktion og genbrug af aluminium.

Aluminiums fremragende genanvendelsesegenskaber og generelle mulighed for at skabe produkter med høj finish gør, at forarbejdet aluminium ofte er et yndet anvendt materiale i designkonstruktioner såvel til bygningsfacader og andre eksteriøranvendelser samt diverse møbel- og interiørdesign. James Stoklund og Sine Ringgaard ser dog også et stort potentiale i de rå spånklodser af restmateriale:  

- De formpressede aluminiumspåner udgør et spændende og unikt materiale, der ikke rigtig er set i andre designsammenhænge før, siger James Stoklund om spånmaterialet, og fortsætter:  

- Hos Alumeco presses spånerne for at spare energi i forbindelse med transport forud for genanvendelse. Ved at vi anvender spånerne som de er, og omsmeltningsprocessen derved kan spares væk, optimeres en allerede energieffektiv proces yderligere. Man siger, at bare det at du giver et materiale ét ekstra liv, gør en stor forskel i et bæredygtigt, cirkulært perspektiv.  

For at bevare aluminiummets genanvendelsesegenskaber så optimalt som muligt, har James Stoklund og Sine Ringgaard valgt at udføre bordets søjle i 100 % rent aluminium, så materialet på sigt kan genanvendes igen.  

Genbrugt aluminium presset sammen til mindre stykker.

Bæredygtigt design på materialets præmisser 

For de to designere har strukturen i sammensætningen af spånerne i de enkelte klodser været et afgørende element, da de fungerer som et æstetisk virkemiddel, samtidig med at de i et bæredygtighedsperspektiv fortæller en historie om det cirkulære brugs- og genanvendelsesforløb, materialet er en del af: 

- Fordi klodserne er 100 % i centrum, har vi brugt dem, som de står. Spånerne og spånsammensætningen er af forskellige størrelser og dimensioner, og skaber diversitet. Det gør hver enkelt klods unik, og der fortælles en historie fra hver, siger James Stoklund og understreger i forlængelse heraf, at de formpressede spånklodser har været med til at definere designudtrykket på bordet, hvilket tydeligt fremgår af navnet: 

- Gennem udviklingen af 63 har vi arbejdet ud fra klodserne som materiale, så aluminiummet har bestemt det umiddelbare design, og så har vi som designere måtte få det til at fungere. Derfor har vi testet, hvordan klodserne kan sammensættes og bruges som materiale. Vi fandt ud af, at vi ved at kombinere klodserne på samme måde, som man opbygger en væg af mursten, kan skabe en æstetisk og holdbar løsning. Klodserne holdes sammen af rå aluminiumstænger, og da alle klodser er synlige, kommer hvert enkelt, unikke udtryk til sin ret. Bordet er opbygget af 63 klodser, for det var det antal, der skulle til for at forme konstruktionen. Klodserne er det vigtige i designet, og derfor var det hurtigt tydeligt, at 63 var det rigtige navn til designet. 

Aluminiumklodser
Aluminiumklodser

Designduoen håber på, at den eksperimenterende materialeanvendelse i 63 kan være med til at sætte fokus på, at fremtidig nytænkning af design i et bæredygtigt perspektiv kan gøres ved at tage udgangspunkt i materialerne fra andre steder i den cirkulære økonomi, end der hvor materialet på traditionel vis anvendes og genanvendes.  

Du kan opleve 63 på Snedkernes Efterårsudstilling fra den 8. november 2019 til den 3. maj 2020. Snedkernes Efterårsudstilling er en tilbagevendende begivenhed, der ifølge www.se-design.dk/ har til formål at “...udvikle og én gang årligt at udstille nye og eksperimenterende møbeltyper af høj brugsmæssig, håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet. Sammenslutningen fungerer som laboratorium for nytænkning i fremtidige møbeltyper og koncepter”. 

Om designerne 

James Stoklund og Sine Ringgaard mødtes i London, hvor de studerede på henholdsvis The Royal College of Art og University of Arts London. James Stoklund er herudover uddannet sølvsmed, og sammen kan de to designere skrive en lang række anerkendte virksomheder som Rosendahl Design Group, Georg Jensen, Schmidt Hammer Lassen, Fritz Hansen og The Times, på deres CV. De har som gæsteudstillere tidligere udstillet skamlen 3 i 1 på Snedkernes Efterårsudstilling 2016. 3 i 1 er blandt andet udført i sortanodiseret aluminium fra Alumeco, og med 63 viderebringer designerne derfor deres materialeanvendelse med et udfordrende og bæredygtigt tvist.  

3-i-1 er delvist udført i sortanodiseret aluminium.
3-i-1 er delvist udført i sortanodiseret aluminium.