CBAM: Hvad skal du gøre?

Senest opdateret: 10. oktober 2023.

EU’s CO2-grænsetilpasningsmekanisme – CBAM – er nu endeligt vedtaget og ved at blive indfaset.

Formålet med CBAM er at lægge en CO2-afgift på importerede varer på lige fod med varer produceret i EU.

1. oktober 2023 begyndte den første rapporteringsfase, og første rapporteringsdeadline er 31. januar 2024.

På denne side får du det samlede overblik over, hvordan CBAM påvirker dig som metalforbruger. Informationen på denne side gælder for aluminium, jern og stål. Der kan være andre regler for andre materialer.

Hvis du køber varer gennem Alumeco, skal du ikke håndtere CBAM.

Du kan finde den seneste information fra EU her og webinarer om emnet her.

Hvad er CBAM?

CBAM er en forkortelse for Carbon Border Adjustment Mechanism. Formålet med mekanismen er at undgå kulstoflækage, altså at produktionen af varer med et højt CO2-aftryk flyttes ud af EU for at omgå EU’s CO2-afgifter.

Derfor bliver varer, der importeres ind i EU, pålagt en afgift svarende til CO2-udledningen fra produktionen af varerne.

CBAM er en væsentlig del af EU’s ”Fit for 55”-plan, som skal mindske EU’s CO2-udledning med 55 % inden 2030. I sidste ende er målet, at EU er CO2-neutral i 2050.

Hvis du køber varer hos Alumeco, som er underlagt CBAM, indberetter vi den nødvendige information for dig.

Bliver du ramt af CBAM?

Hvis du importerer aluminium, jern eller stål fra lande uden for EU, som ikke er en del af EU’s kvoteordning, er du underlagt CBAM.

Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz er alle med i kvoteordningen, og det er toldfri områder som Büsingen, Helgoland, Livigno, Ceuta og Melilla også. Importerede varer fra disse områder rammes altså ikke af CBAM.

De omfattede materialer er produkter, hvor man vurderer, at risikoen for kulstoflækage er høj. Det er sandsynligt, at listen bliver udvidet med flere materialer, efterhånden som systemet bliver implementeret.

CO2-afgifter betalt i et tredjeland uden for EU kan fratrækkes CBAM.

Hvis du køber materialer gennem Alumeco, som rammes af CBAM, skal du ikke selv indberette noget.

Hvornår skal du gøre noget?

Overgangsfasen trådte i kraft 1. oktober 2023 og varer indtil 2026. I overgangsfasen skal man som virksomhed rapportere CO2-aftrykket for importerede varer, men man skal ikke betale afgiften. Hvis du køber CBAM-pligtige varer gennem Alumeco, skal du ikke foretage dig noget i overgangsfasen.

Den første deadline for rapportering er 31. januar 2024, hvor importører skal rapportere for perioden fra 1. oktober 2023. Frem til 2026 skal der rapporteres hvert kvartal, og sidste rapportering i overgangsfasen er 31. januar 2026. Herefter træder afgiften i kraft.

Hvis du importerer CBAM-pligtige varer, skal du registrere dig som CBAM-importør inden 1. januar 2026.

Hvad skal du gøre?

Hvis du køber varer gennem Alumeco, skal du ikke foretage dig mere.

Hvis du selv importerer varer, skal du registreres som CBAM-importør og rapportere til Energistyrelsen i Danmark. Hver EU-land har deres egen myndighed, hvor der skal rapporteres til (find listen her).

Rapporteringen indeholder:

  • Den samlede mængde af hver varetype, der er omfattet af CBAM.
  • HS-koder og oprindelsesland for varerne.
  • De samlede direkte og indirekte udledninger fra produktionen af varerne (her stiller EU standardværdier til rådighed, hvis man ikke kender den nøjagtige udledning).
  • Information om eventuelle CO2-afgifter betalt i oprindelseslandet.

Hvordan fungerer CBAM-afgiften?

CBAM bliver administreret via certifikater. For at kunne importere CBAM-pligtige materialer til EU, skal du have den tilsvarende mængde CBAM-certifikater.

Kun registrerede CBAM-importører kan importere CBAM-pligtige materialer. Derfor skal du registreres inden 1. januar 2026, hvis du selv importerer varer fra lande uden for EU. Det forventes af EU er klar med deres platform til registrering inden udgangen af 2023.

Indførelsen af CBAM-certifikaterne i 2026 vil ske via en ny platform, som EU vil udvikle, men som endnu ikke er tilgængelig. Prisen på certifikaterne vil afspejle de nuværende ETS-priser (ETS = EU emissions trading system), som europæiske producenter betaler.

Ordningen med CBAM-certifikater skal efter planen løbe fra 2026 til 2034. Derefter vil ordningen blive udfaset, og det vil ikke være muligt at importere varer, der ikke overholderne reglerne for ETS. I 2034 kan man med andre ord ikke længere importere varer fra producenter, der ikke har reduceret deres CO2-udledning til EU-niveau.

Dette stiller store krav til de lande, der ikke allerede har igangsat et program for reducering af deres emissioner.

Hvor meget koster CBAM-certifikaterne?

Forventningen er, at prisen bliver dynamisk og stiger, jo højere den samlede udledning er. Det betyder, at prisen på certifikaterne dels er bestemt af dine egne indirekte udledninger – altså hvor mange certifikater du har brug for – og dels af de samlede udledninger – altså hvor mange certifikater der i alt bliver købt.

Hvordan beregner EU CO2-udledningen fra dine varer?

Det er endnu ikke helt fastlagt, hvordan udledningen skal udregnes. Men vi forventer en opdeling mellem hhv. simple og komplekse varer.

Vi forventer, at vores kunders varer bliver kategoriseret som simple varer, og i så fald kommer udregningen nok til at ligne denne:

Udledningen fra simple varer = Den samlede udledning fra produktionen / mængden af producerede varer

Det forventes, at EU vil stille en database med standardværdier til rådighed, hvis det ikke er muligt at fremskaffe de konkrete tal.

Hvordan undgår eller mindsker du CBAM?

CBAM er baseret på den konkrete udledning fra varer, der importeres ind i EU. Derfor kan du skrue på to knapper: Du kan købe materialer med en reduceret CO2-udledning eller materialer, der er produceret i EU. Det er selvfølgelig også en mulighed at købe materialer, der både er CO2-reducerede og produceret i EU.