Kobber

10 facts om kobber

 

Siden oldtiden har mennesket kendt til dette rødlige metal, der gennem historien har tjent som såvel elektrisk transformator og betalingsform som grundlag for krig og ødelæggelse.

 

  1. Fra ca. år 5000 f. kr. har mennesket anvendt kobber som brugsmetal, og kobber betegnes derfor som et af oldtidsmetallerne. Kobber har været og bliver stadig anvendt til en lang række forskellige formål, eksempelvis mønter, våben, køkkenredskaber, rør, kar og forhudning af skibe. Forhudning af skibe betyder, at man beklæder den del af skibet, der er nedsænket i vand. Beklædning af skibe med kobber gjorde det muligt at sejle i tropiske farvande, hvor den høje vandtemperatur kombineret med salt- og mineralniveauet i vandet, normalt ville tære mange andre materialer, herunder træ og diverse metaller – men kobber modstår disse forhold, og gjorde det derfor sikkert at sejle i tropiske farvande, da kobber eksempelvis hindrer muslinger i at vokse på kølen.

 

  1. I Romertiden blev kobber udvundet i store mængder på Cypern, og derfor er kobber opkaldt efter det græske “Kypros”. Senere er udvindingen af kobber blevet spredt til hele verden, og i 1600-tallet fandtes verdens største kobbermine i Falun i Sverige. I dag udvindes kobber i særdeleshed i USA og Chile.

 

  1. Kobber har atomnummer 29 i det periodiske system, og med en densitet på 8,92 g/cm3 (20 °C), regnes det som et tungmetal. Som grundstof indgår kobber ligeledes i opbygningen af den menneskelige krops celler, og findes også i en lang række fødevarer, eksempelvis kød, skaldyr, nødder og chokolade.

 

  1. Rent kobbers elektriske ledeevne er meget høj, og derfor anvendes ca. 2/3 af alt udvundet kobber i dag som essentielle bestanddele i elektriske applikationer, eksempelvis i form af ledninger. Når andre metallers elektriske ledningsevne beskrives, anvendes rent kobber typisk som reference for ekstrem god elektrisk ledningsevne.

 

  1. Kobber er også et af de metaller, der leder varme allerbedst. Det gør kobber endnu mere velegnet til elektriske applikationer, fordi kobberet hurtigt leder varmen væk, når den elektriske strøm ledes gennem materialet. Varme i materialet skaber modstand for den elektriske strøm, så når kobberet hurtigt kan lede varmen væk, optimeres den elektriske ledningsevne ligeledes. De fleste kortslutninger af elektriske apparater sker ofte, fordi de bliver overophedede på grund af strømmen. Måske kender du det fra din smartphone: De fleste moderne smartphones er designet til at slukke, hvis de bliver overophedede, eksempelvis af at ligge i solen.

 

  1. Kobberlegeringer der er tilsat større mængder af andre metaller, har en lavere elektrisk ledeevne end rent kobber, og disse anvendes i høj grad i forbindelse med varmevekslere, rør samt dekoration, eksempelvis interiørdesign og bygningsfacader.

 

  1. Når kobber kommer i kontakt med atmosfærisk luft, dannes der et tyndt lag kobberoxid på kobberoverfladen. Kobberoxiden beskytter effektivt kobberet mod yderligere nedbrydning/korrosion, og med tiden udvikler farven sig til den karakteristiske, irgrønne farve, du sandsynligvis kender fra tagene på ældre bygninger eller konstruktioner, eksempelvis kirketårne og statuer. Hvis det ønskes, er det muligt at fremskynde irringsprocessen, så materialerne er irrede ved levering, eller hvor den grønlige farve hurtigere bliver fremtrædende på overfladen. Dette er specielt populært i forbindelse med facadekonstruktioner, hvor der ønskes et dynamisk og naturligt udtryk.

 

 

  1. Kobber har ekstrem høj formbarhed, hvilket er en stor fordel i forbindelse med fremstilling af elektriske applikationer, herunder ledninger. Kobbertråde til ledninger fremstilles ved at trække kobberet meget langt ud i små, tynde tråde. De mange små tråde sættes sammen i den enkelte ledning, og jo flere små tråde der er i ledningen, des større er fleksibiliteten i ledningen også.

 

  1. Kobber kan med fordel genanvendes via sortering og omsmeltning til nye produkter. Sammenlignet med andre industrimetaller er kobber relativt kostbart, og derfor genanvendes stort set alt kobber på grund af den høje skrotpris. Det er heller ikke uset, at offentligt tilgængelige kobberkonstruktioner gennem tiden er blevet stjålet med henblik på videresalg af materialet: Eksempelvis lamper, ornamenter, køreledninger ved togbaner og lignende.

 

  1. Både messing og bronze er kobberlegeringer, dvs. kobber blandet med større mængder af andre metaller. De forskellige legeringskombinationer giver materialerne en række markant forskellige egenskaber. 


    Se vores kobberprogram