Søg: 
 
 

Krav og kvalitet i forhold til forskellige typer af overfladebehandling af aluminium

 
Billede fra HAI Horsens

Indledning

Kender vi alle den følelse som kommer af at modtage 100 emner, hvor af 5 % er forskellige fra de andre som opfylder kvaliteten af det ønskede produkt? Det gælder alle emner, lige fra facadebeklædning til emner som skal bruges i konstruktioner. Hvor var det at kommunikationen gik skævt? Hvordan undgår vi at sidde tilbage med emner som skal laves om og sager som kommer til at koste alle en masse penge?

 

Denne artikel vil omhandle de mest anvendte overfladebehandlinger. Artiklen vil komme ind på hvilke krav vi kan stille til disse overfladebehandlinger og hvilken kvalitet vi så kan forvente. Der findes en masse standarder vedr. kvalitet, men her vil blive fokuseret på standarder som går mere i dybden på processen og hvilke testmetoder der kan benyttes for at se om den optimale kvalitet er modtaget.

 

Hvorfor kvalitet?

Aluminium er et vidunderligt materiale til mange spændende produkter. Langt de fleste af disse produkter skal overfladebehandles for at produktet kan opfylde kravet til brugen. Derfor er det meget underligt at det stadig er overfladebehandlingen som er billigst og der hvor kunden oftest stiller færrest krav til leverandøren. Vi er ikke i tvivl om hvilke krav der skal stilles til bearbejdning med hensyn til tolerancer og kvalitet, men herefter sender vi emnerne til overfladebehandling med beskeden om 20 m natur, som den eneste beskrivelse eller måske endda bare med beskeden at overfladebehandling skal være som sidste gang .

 

Det vi alle ønsker er at vores aluminiumemner kommer tilbage til os fra leverandøren med en høj og ensartet kvalitet og gerne alle de emner som vi sendte til overfladebehandling.

 

Hvad er det så egentlig vi får når vi sender emner til overfladebehandling? Vi får nogle nye egenskaber af vores aluminiumemner i form af den belægning, som vi vælger, se figur 1.

 

De egenskaber som vi ønsker at tilføre aluminium er, som oftest

  • Dekorativ
  • Korrosionsbestandighed
  • Slidbestandighed
  • Vedhæftning
  • Elektrisk ledningsevne
  • Varmeledningsevne

 

De rå aluminiumemner har ikke disse egenskaber i forvejen i en tilstrækkelig høj kvalitet eller på specielle områder af emnet. Dette kan kaldes Surface Engineering , altså at overfladen får nogle egenskaber, som gør produktet brugbart i forhold til den applikation, det skal bruges i.

 

Et eksempel kan være et produkt, hvor en del af overfladen skal være sort og en del af overfladen skal være elektrisk ledende. Aluminiumemnet vil efter bearbejdningen være elektrisk ledende, men ikke sort og bestemt ikke korrosionsbestandigt i forhold til f.eks. marint miljø. Altså vil det være ubrugeligt i den funktion, som emnet var blevet designet til. Efter overfladebehandling består overfladen af et korrosionsbestandigt sort anodiseret lag, som ikke er ledende og med specifikke områder på emnet kromateret, så de ledende egenskaber opnås.

 

Der er uanede muligheder for at opnå de bedste og mest optimale løsninger med overfladebehandling af aluminium. I næste afsnit vil de mest benyttede overfladebehandlinger blive nævnt og de krav, der kan stilles til dem.

 

Krav og kvalitet til overfladebehandlingen

 Inden overfladebehandlingen startes, faktisk allerhelst inden produktet bliver designet skal kunde og overfladebehandler blive enige om følgende spørgsmål

  • hvad skal produktet bruges til
  • hvilke krav er der til overfladen
  • hvilket miljø/miljøer bliver produktet udsat for
  • hvilke krav er der til valget af aluminiumlegering
  • hvilke muligheder er der med hensyn til design

 

Tidligere numre af Aluminium Scandinavia har haft artikler, som gennemgår processerne af de forskellige belægninger.

 

Kemiske konverteringsbelægninger

Disse belægninger medfører at der dannes et meget tyndt lag på aluminiumoverfladen. Den mest kendte er gulkromatering, hvor de øverste få mm af aluminiumoverfladen bliver omdannet til en aluminiumkromatfilm. Fordi Cr (VI) er giftig, er flere nye processer kommet på markedet, hvor krom er erstattet af andre kemikalier. Disse belægninger bliver oftest brugt som forbehandling af aluminiumoverfladen inden lakering, for at opnå den bedst mulige vedhæftning. Til denne b