 Alle producenter og brugere af aluminium har brug for at håndtere og opbevare aluminium på en forsvarlig måde. Generelt er aluminium et robust materiale, der med ganske få foranstaltninger er nemt at håndtere.
Inden aluminium tranporteres/flyttes er det vigtigt, at det er pakket i kraftigt papir eller plastik/boblefolie, således at fladerne ikke ligger op imod hinanden.
De skader, der påføres aluminium, opstår typisk under transport i form af ridser, slidmærker m.v. med gnidningskorrosion til følge. Emnerne vil efterfølgende ikke kunne overfladebehandles (anodiseres, lakeres etc.) med et tilfredsstillende resultat. Disse små skader på overfladen har ingen effekt på emnets mekaniske værdier.
Aluminium tåler ikke vand eller fugt. Hvide plamager eller mørke misfarvninger vil kunne opstå, hvis vand/kondensvand er "fanget" mellem emner stablet ovenpå hinanden, eller hvis de ligger meget tæt. Renere aluminiumlegeringer er mere resistente overfor vand, hvorimod legeringer med høj indhold af magnesium er meget sarte overfor vand/kondens.
Skulle aluminium modtages i våd tilstand, skal dette tørres med det samme inden evt. lagring. Tørring kan foregå ved naturlig fordampning eller ved hjælp af lufttørringsmidler. Meget våde emner skal først tørres af med en klud.
Generelt skal aluminium opbevares ved minimum +10 grader. Ved vintertid kan det være problematisk, når aluminium kommer fra en kold lastbil og bliver lagt direkte ind i en opvarmet hal. Vi anbefaler, at emnerne forbliver i deres originale emballage i hallen, indtil de er akklimatiseret, hvilket typisk tager 36-48 timer inden udpakningen. Dermed undgår man, at der dannes kondensvand på den kolde overflade.
Ved opbevaring i det fri er der risiko for at luftforurenede industri- eller byområder kan medføre en hurtigere grubetæring.
Ved lagring af aluminium er det en god idé, at det ikke kommer i kontakt med andre metaller for at undgå mærker og korrosion. |